Lækre snickers uden mælk og sukker

Har vores baby downs syndrom?

Jeg har valgt at fortælle min historie, fordi jeg selv fik en uventet oplevelse til min nakkefoldsscanningen. Jeg kunne ikke finde nogle svar eller noget tekst, fra andre mødre, som har siddet i samme situation. Jeg håber derfor du, kan få lidt mere ro på, hvis du netop sidder med de samme spørgsmål, som jeg havde. Her kan du i hvert fald få alle mine tanker og følelser på tekst. Forvent at dette blogindlæg bliver en smule langt 😉

b0d6315e-d155-42da-8029-76cb46270cb8

Billedet er fra uge 20

En nakkefoldsscanning er en scanning, som giver en RISIKO for om ens barn har Downs syndrom, altså ikke om dit barn har det eller ej. Du får et ‘risiko tal’ som fx kan hedde 1 ud af 1000. Når du får et tal der er under 300, så er du i højrisiko for at få et barn med Downs syndrom. Ved scanningen får man også målt barnets nakkefold, som også giver en indikation om barnet har Downs. Inden scanningen får man ligeledes taget nogle blodprøver, som de skriver ind i deres system sammen med tykkelsen af nakkefolden, og ud fra de tal, får man så en risikovurdering.

Min kæreste og jeg havde glædet os helt enormt til at se vores lille baby. vi havde aftalt at vi ville vente til 12. Uge med at fortælle vores familier og venner at vi ventede vores barn, for at være sikre på, at den lille havde det godt. Det er så hårdt og meget svært at holde sådan en kæmpe nyhed, og så i alle de uger!

Nå, men endelig blev det mandag og vi skulle til den længe ventede nakkefoldsscanning. Endelig blev mit navn råbt op i venteværelset og vi kom ind på stuen, hos den sødeste sygeplejerske. Jeg hopper op på briksen og hun begynder at scanne min mave, hvor vi med det samme kan se vores lille baby. Min kæreste og jeg begynder selvfølgelig at føle lykke og et par tårer kommer også, da vi kan se der var liv i den lille. Sygeplejersken fortæller herefter at nakkefolden er tilpas i størrelsen, dvs. inden for det normale, hvilket vi var enormt glade for – jo større nakkefold, jo større risiko for et barn med Downs. Min kæreste spørg om hun kunne se hvilket køn det var, men hun ville ikke fortælle os det. Vi har fået oplyst at sygeplejerskerne godt kan se kønnet ved denne scanning men de ikke må, grundet tidlig abort – meget skræmmende.

Min kæreste og jeg omfavner hinanden, hvor sygeplejersken stopper os, og fortæller hun lige skal sætte nogle tal ind på sin computer, så vi kan få en risikovurdering, det havde vi begge glemt alt om! Det tager hende ikke mere end 10 sekunder, hvor hun herefter siger ”i ligger i højrisiko for at få et barn med Downs, da jeres tal er 1:169.” Alt går i stå, jeg begynder at græde helt enormt, vi har jo lige set baby på skærmen? Alt så godt ud? Hun sagde jo at nakkefolden var perfekt? Har jeg gjort noget forkert? Alle mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Min kæreste var også noget chokeret, men mere cool. Han prøver at fortælle mig at det er 1 ud af 169, og risikoen faktisk ikke rigtig er der, selvom det eneste jeg kunne tænke på, var at vores barn ER i højrisiko.

Sygeplejersken fortæller os at der var tre muligheder, man kunne gøre herefter. Det ene var at der ikke ville blive gjort mere, og derfor vente til fødslen og tage chancen. Det andet, var at jeg kunne  få taget nogle nye blodprøver, men som stadig ikke er 100% valide. Den sidste mulighed var at vi kunne vælge at få taget en moderkagebiopsi, som giver et 100% præcist svar, men ved denne biopsi er der 0.5% chance for abort.

Min kæreste og jeg havde snakket om, hvis nu risikoen var der, så ville vi have et 100% klart svar, for ellers ville vi ikke kunne få ro (det er vores egen vurdering, og det svinger selvfølgelig fra person til person, når man står i situationen). Derfor valgte vi at få taget en moderkagebiopsi, som vi kunne få taget 4 timer senere. Så vi kører stille og roligt hjem igen, og jeg er helt grædefærdig. Jeg kan på ingen måde forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, og igen bebrejder jeg mig selv, selvom sygeplejersken fortæller at det er mine hormoner der gør udsvinget, altså noget jeg ikke kan gøre noget ved.

Jeg fik taget biopsien, og det går stille og roligt, igen er lægen og sygeplejersken virkelig søde og omsorgsfulde. Jeg får en nål ind igennem maven, hvor der bliver taget noget af fostervandet, men ikke noget jeg mærker til, kun små prikken. Vi fik at vide vi kan forvente at få et svar indenfor 5 hverdage, så hvis vi er heldige, ville svaret allerede være der fredag – SAGDE HUN LIGE ALLEREDE?! Det er da forfærdeligt at gå og vente 4 dage på sådan et svar, ligefrem umenneskeligt! Lægen fortæller at hvis det er et dårligt svar, vil jeg blive ringet op. Ved et godt svar kommer svaret via gammeldags brev. Jeg sygemeldte mig indtil fredag, fortalte min leder hele situationen, da jeg var fuldstændig knust. Jeg lavede ikke andet end at være i sengen, alle dagene.

Endelig blev det fredag! Jeg lå og stirrede ud på postkassen, som jeg kan se fra soveværelset. Jeg havde den foregående dag tjekket postkassen 4 gange, det kunne jo være jeg var heldig. Der kom aldrig noget brev den fredag, min kæreste prøvede at berolige mig med, at hvis svaret var dårligt havde de nok ringet, men jeg holdte mig udelukkende fast i at brevet ikke var kommet, nu kunne jeg i to ekstra dage vente forgæves på et brev.

Så blev det mandag, nu måtte brevet da komme, jeg kan huske jeg maks havde fået 3 timers søvn den nat. Klokken blev 14 stadig ikke noget brev, min kæreste var smuttet på arbejde denne dag. Jeg besluttede mig for at ringe til afdelingen, vi kender jo alle Postnord, der kan nemt gå 14 dage før et brev når frem. Jeg kom hurtigt igennem på telefonen, jeg kunne næsten ikke snakke, jeg var SÅ nervøs! Pludselig siger hun ”alle kromosomer er præcis som de skal være, i venter jer et sundt og raskt barn”. Jeg tudbrølede, jeg rystede over hele kroppen, det endte med jeg fik lagt på, for jeg kunne overhovedet ikke få et ord indført.

Jeg skyndte mig at ringe til min kæreste, og fortælle ham den glædelige nyhed, han var selvfølgelig lige så begejstret som jeg var. Typisk nok kom postbuddet lidt senere efter jeg havde snakket med min kæreste, jeg skyndte mig at hente brevet og åbnede det i døråbningen. Jeg fik ikke læst hele brevet færdigt, før jeg fik set ”TILLYKKE I VENTER JER EN PIGE”. Jeg knækkede sammen på gulvet, endnu en glædelig nyhed. Vi havde glemt ALT om, at vi kunne få kønnet at vide ved en moderkagebiopsi. Jeg ringede grædende til min kæreste endnu engang, han blev nervøs, han troede svaret var anderledes i brevet. Da jeg fortalte ham at han skulle være far til en lille pige, råbte han ”FARS LILLE PIGE”.

I dag har vi det fantastisk, efter episoden til denne scanning, har jeg meget mere ro på. Jeg er nu halvvejs igennem min gravitet, og jeg kan slet ikke vente til at se vores lille prinsesse <3

ac721527-7775-4423-a04f-d904c971fa17

Billedet er fra uge 20

2 kommentarer

  • Marie

    Så smuk skrevet skat!! Jeg sidder og fælder en tåre! I bliver så fantastiske forældre – herhjemme kan vi slet ikke vente med at se jeres lille prinsesse ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • kristinahoffmann

      Hvor er du dog bare fantastisk, tusind tak for jer 3! <3 <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lækre snickers uden mælk og sukker